Københavns Brandvæsens første år
1687 til 1728
København fik sit første egentlige brandvæsen
den 9. juli 1687, da Kong Christian den V
oprettede Københavns Kongelige
Brandvæsen ved, at der blev nedsat
en “Hoveddirektionen for brand-, lygte- og
vægtervæsenet”, som skulle tilrettelægge
og lede det organisatoriske i det nye korps.
Tidligere havde alle borgere pligt til at
deltage i sluknings- og redningsarbejde.
Komisionen for Brandvæsenet
"Kommision for Brand- Lygte- og
Vægtervæsenet",kom med forordning på
borgerlig tilførsel af heste, så de i nødstid
kunne befordre nye som gamle sprøjter, som
skulle bruges til slukning af ilden.
Branddirektøren har at konferere en gang
hver uge på hvilken måde alting anordnes og
bedst assistere.
Brandordningen blev 15. november 1687
sendt til Biskop Dr. Hans Bagger, for at han
kunne lade den forkynde fra alle byens
prædikestole. Brandkomisionen betragtede
ikke deres hverv afsluttet.
Den 18. Oktober udstedte Kong Kristian V
en, Interims Brandordning paa Tryk.
"Det udtales heri, at ved Ildsvaader i
København en „stor Mængde af ørkesløse
Folk plejer at omløbe paa Gader og Stræder
og snarest paa de Steder, hvor Ilden er, saa
at de, som til at redde og Ilden at slukke er
anordnede, største Hinder og Fortræd tilføjes,
foruden at det ofte er befundet, at iblandt slig
Mængde af Folk sig har indfundet adskillige
onde og tyvagtige Mennesker, som ikke har
undset sig for deres i Ildsnød bestedte
Jævnkristne ved den ulykkeligt givne
Lejlighed at bestjæle”.
For at imødegaa disse ubehagelige
Foreteelser bestemte den nye Brand-ordning
„At om nogen Ildsnød, den Gud dog
naadeligen afvende, skulde efter denne Dag
her udi Staden paakomme, maa ingen
ørkesløse Folk, Mands- eller
Kvindespersoner, enten smag eller store,
paa Gaderne omløbe, langt mindre sig udi de
Gader og Stræder, hvor Ilden kunde være
antændt, lade finde. Saa maa og ej heller
nogen udi Karosser paa saadanne Tider udi
Gaderne omkøre for at hindre de Personer,
som til Ilden at dæmpe og det dertil hørige
Brandredskab, Sprøjter og andet at betjene
er beskikkede”.
Politimesteren var ansvarlig for, at disse
Regler blev overholdt, og „dersom nogen
skulde ville sætte sig op imod ham, skal han
have Magt til den straks at lade anholde og
bevare enten i næste (d. v. s. nærmeste)
Vagt eller Stadens Arresthus, at den siden
tilbørligen kan blive anset og straffet”. 
Den 23. juli 1689 kom " Brandordningen udi
København og Kristianshavn" på tryk for at
hindre og dæmpe ilden. Det var den første
forebyggende tekst.Murer skulle lave bedre
skorstene, bageovne og brænderier,
farverrier, pottemagere og al kogning afbeg
og tjære. De skulle vise omhu og forsigtighed
ved kogning og forarbejdning over ild. De
skulle have 2-3 læderspande, tillige med
håndsprøjte (22½ tomme lang og 2½ tomme
vid). Hvert år ved Mikkelsdag skulle
Brandmesteren i hvert Kvarter tillige med
nogle Brandsvende se efter at tingene
blev overholdt og at intet brandbart
var for tæt på skorstenen Brandmestre og
brandfolk, Branddirektøren, sprøjtemesterne
og hans folk måtte ikke uden særlig tilladelse
være fraværende fra byen og de skulle
"stedse sig ædrueligen forholde."
Der blev givet almindelig forsigtighed regler
for omgang med ild og lys samt tobak. Der
blev fastsat bøder for overtrædelse. Der blev
givet regler for, hvad private skulle ligge inde
med af midler til at bekæmpe en opstået
brand med:
Alle ejendomme (dog undtaget hvor fattige
havde til huse) 2 gode læderspande 1
behændig stige og en brandhage. Disse var
lovbefalet brandredskaber. Særlige redskaber
fandtes i kirkerne.
Det bestemtes 3. november 1691 af nye
sprøjter, 8 i alt. 7 fra Amsterdam og 1 fra
Hamburg. Den største fra Hamburg anbringes
på tøjhuset, 1 ved Rådhuset, 1 ved
Bremerholmen, 1 ved frue kirke, 1 ved Nikolaj
kirke 1 ved Trinitatis kirke og endelig ved
Nyboder. Desuden angives der plads til
vandkarene. Det må siges at være de første
(ubemandede) Brandstationer.
Alarmering
Opstod der ildebrand, skulle der straks gøres
"stort anskrig" af hensyn til naboerne.
Vægterne eller "kurerne" i Frue og Nikolaj
kirketårne stille og Klimte med
Stormklokkerne; om natten skulle der hænges
en tændt lygte, om dagen et flag ud på siden
af tårnet, der vendte mod brandstedet.
For at alle der skulle møde til ildebrands-
bekæmpelse kunne se i hvilken retning de
skulle begive sig. Orlogs matroserne og de
øvrige militære søfolk skulle møde på de
pladser der var angivet dem og forblive der.
8. juni 1689
Blev det bestemt at Brandvæsenet kunne få
sin egen pengekasse. Endnu mente man dog
ikke at Brandvæsenets slukningsmateriel var
nok. Regeringen meddelte Københavns
Magistrat at der endnu "Til det nye
Brandværks komplettering" manglede 5
vandsprøjter; deraf skulle de 3 anskaffes af
Frue, Nikolaj og Petri kirker de 2 andre der
skulle bruges på Kristianshavn. Tillige med
18 vandkar skulle anskaffes af Brand- Lygte
og Vægtervæsenets kasse en udgift der er
anslået til 1097 rigsdaler. Til opbevaring
af 30 Vandkar skulle bruges 5 små huse
der hvert ville koste 200 Rigsdaler, deraf ville
kongen lade bygge 3 (nemlig for
hoffet, for Søetaten og for Tøjhuset) medens
4. skulle bekostes af Gejstligheden og 5.
opføres for Brandkassens regning.
En enkelt ildebrand skal særlig omtales
(se branden på Amalienborg)
I et møde den 4. januar 1694 havde
Overdirektionen for Brand- og Lygtevæsenet
varetaget at overdrage ledelsen af
Brandvæsenet - og inspektion med
gadelygterne - til Gotfred Funchs. En
fortegnelse over sprøjterne,
dateret 5. januar 1694, giver et godt billede af
det slukningsmateriale, Funchs overtog ved
sin tiltræden. "Sprøjterne og brandred-
skaberne, som alt vel konditioneret befantes,
ligesom mandskabet ved Brandvæsenet
under mønstringen var udi god stand
forefunden.
Brandvæsenets kasse var blevet befriet for
afbetalingen af stadens gæld. Inden længe
blev der dog pålagt den en ny byrde. Sidst
i april 1695 blev der tillagt natmanden en
årlig løn på 200 Rdlr., som skulle udredes -
af Lygte- og Sprøjtekassen! Der var stadig
økonomiske vanskeligheder.
Den 25. september 1695 sendte Ole Rømer
og Klaus Rasch Regeringen forskellige
forslag til Brand- og Lygtevæsenets
opretholdelse, bl. a. om en forhøjelse af
Lygte- Sprøjteskatten. I de nærmeste år
syntes der at have været nogenlunde ro
om Brandvæsenet.
Kong Frederik IV 1699 - 1730
Vigtigere var, at der i
1702 fremkom forslag til en ny
Brandordning.
Efter at Rasch i sine sidste år havde været
svagelig og siden 1701 haft Assessor J. B. Ernst
til medarbejder, døde han den 8. januar
1705. Rasch eftermand blev Ole Rømer. Han
syntes til en begyndelse ikke at have været
særlig stærk begejstret over Brandvæsenets
tilstand; i en indberetning til Kongen i maj
1705 udtalte han således:
"Brandfolket er forleden dag mønstret og de
fleste Stadens sprøjter proberede, som nu
på nogle års tid ikke er sket med de
Circumstancer, som denne gang,nemligat
forordnede Brandkommissarier har
tidligere med Politimester været ved
forretning overværede eller dertil kaldede.
Sprøjterne og værktøjet befandtes temmelig,
men såsom meget deraf er blevet gammelt
og usikkert af det, at det tit bliver repareret,
bliver en god del, fornemmelig slanger, både
af dug og læder, ganske at gøre af ny.
Ole Rømers opfattelse af Brandvæsenet
tilstand syntes dog ret hurtigt at have bedret
sig noget; allerede midt i novemder
1705 indberettede han:
"Brandfolkene er mønstrede og den
indsnegne misbrug med udygtige personer
enroullering for indkvarteringsfrihed at nyde
tilbørlig iagttaget; som al uorden ej har kunnet
rettes på èn tid, formodes resten til
næskommende forårsmønstring at få sin
rigtighed. Ole Rømer blev i 1710 efterfulgt
som Politimester af Justitsråd Johan Bertram
Ernst, der fra 24. oktober 1710 fik sæde
i Overdirektionen.I 1710 tog man atter Brand-
væsenets forhold op til undersøgelse; Politi-
og kommerskollegiet fik ordre til at foretage
en grundig gennemgang af hele
Brandvæsenets tilstand.
"Den 15 maj 1711 oplyste man, at sprøjterne
var taget i øjesyn og fundet i god stand;
man havde overværet Brandfolkenes
eksercits og mente, at den nok kunde passere."
I januar 1716 blev det bestemt, hvorledes
Brandvæsenet skulle posteres," når noget
fjendtlig indfald måtte påkomme;"
der skulleplaceres 50 mand med sprøjterog
anbringere på hvert af følgende seks steder:
Gammeltorv, Vandkunsten, Amagertorv
Kongens Torv, Slotspladsen og Kristianshavn.
Imidlertid blev der ikke brug for denne
foranstaltning.
PEST
I forsommeren 1711 var der udbrudt Pest i
København; den vedvarede til henad årets
slutning og kom også til at berøre
Brandvæsenets forhold. Næsten halvdelen
af Brandfolkene blev revet bort af Farsoten,
for en del p. g. a. deres egen letsindighed,
således som det fremgår af en ordre til
Stadshauptmand Meller frembragt af Kongen
"At Brandfolkene ved deres ligbæren i denne
svage tid er næsten halvdelen uddøde, og det
er at befrygte, at efter did de bliver ved selv
deres lig til jorden at bære, at den anden
halvdel derover snart vil medgå." Meller
skulle derfor straks "alvorligen forbyde hos
bemeldte Brandfolk deres lig selv til graven
at bære, men at de sådanne lig ved ligvogne
did lader føre."
En rapport fra 1718 viser at Politimester
Johan Bertram Ernst tog sin pligt til
inspektion af Brandvæsenet meget
alvorligt. Politimesteren gik ikke af
vejen for at prøve, hvor højt man kunne
spænde sine forventninger til sprøjternes
effektivitet. Den 5. August 1719
rapporterede han til Kongen:
"I foregårs lod jeg 3 Pramsprøjter
henlægge for Færgestrædet og derefter
Stadens og Citadellets 19 sprøjter postere
efter hinanden i fornøden distance fra
stranden gennem Færgestrædet, Amagertorv,
Købmagergade og Frederiksborggade, så de
nåede indtil nær Nørreport. derpå blev de alle
forsynet med vand fra stranden, idet den ene
fyldte den anden, hvormed sprøjterne med
meget god effekt blev eksercerede og
approberede.
Forholdet mellem Brandvæsenet og
militærets officerer var ikke blevet
væsentlig bedre. Jalousi fra de
sidstes side gav stadig anledning til
stridigheder. Efter en brand i "Den blå
hånd" på Amagertorv så Politimester
Ernst sig endog foranlediget til i 1720
at indsende en klage til Kongen i
anledning af, hvad der var passeret.
I 1723 var det galt igen.
Denne gang mellem på den ene side
Stadshauptmanden og Brandmajoren,
på den anden side Brandkorpsets
øvrige officere. den 25. maj 1723 blev
der til Kongen indsendt en ansøgning,
der foruden af vicebranddirektør Preisler
var underskrevet af samtlige offiocerer
af korpset, ansøgerne gjorde opmærksom
på, at Fanen - som i Politimester Rasch´
tid var blevet foræret Kompagniet af en
Brandkaptajn - med Kongens tilladelse
og lige siden Brandordningens tilblivelse
stedse havde været opbevaret ved
Brandkompagniet, og anmodede om
at måtte beholde sine gamle rettigheder.
Kommando problemer
Vigtigere var striden om kommandoen over
Brandkorpset. Man bad om een Chef som
man kunne holde sig til i kommandosager.
Det er retteligen Stadshauptmanden der
er Brandkompagniets rette Chef, var
Kongens og Magistratens skarpe
tilbagevisning. I slutningen af august 1723
var Brandmajor Funchs afgået ved døden.
Hans efterfølger blev Daniel Preisler som
den 29. oktober 1723 blev udnævnt til
Branddirektør. Preislers afløser som
Vicedirektør blev Nikolaj Grim, i den
kommende tid kan man mærke, at der
kom yngre kræfter til - Preisler var 43år -
for der blev nu taget fat på at hæve
Korpsets standart. Fra Stadsbygmester
J.C. Ernst's hånd foreligger en fremstilling
dateret 9. november 1726 af Brandvæsenets
forhold i samme år. På mange måder giver
den en god skildring af den da gældende
ordning. "Ved ildebrande kommanderede
Branddirektøren sprøjterne og foranstaltede
alt, hvis imod ilden behøves, dog alt under
Politimesterens Direktion, som altid var
overværende og foranstaltede, hvis der
behøvedes af vand og andre behørig
tilførsel, holdt alle vedkommende til
lydighed og forså deres poster.
Trods alle bestemmelser var
kommandoforholdende stadig uklare og
gav anledning til konflikter og klager.
Politimester Himmerich var misfornøjet med
Stadshauptmanden. I december 1726
klagede han over, at Stuve tiltog sig en
overkommando, der ikke tilkom ham, så
Politimesteren næsten kun opfattedes som
inspektør. Da Himmerich var mødt ved
en ildebrand, havde han fundet sig
foranlediget til ved en skrivelse at besvære
sig til Stadshauptmanden over de "forefundne
anstalter med borgervagtens anrykkelse og
postering, som ej førend længe efter ildens
begyndelse og de givende signaler med
klokkernes klemtning er sket." Udover at
Branddirektør Preisler den
9. februar 1728 blev udnævnt til Brandmajor
og derved fik militærcharge, syntes der ikke
fra regeringens side at være foretaget skridt
til en endelig klaring af de vanskelige
kommandoforhold.
Man ønskede at Branddirektøren selv skulle
uddanne den eller de mænd, der skulle være
hans efterfølgere, når han engang blev
ude af stand til at fungere. På Brand- og Vand-
kommissionens indstilling pålagde Kongen
den 14. oktober 1726 Preisler at søge at få
et ungt menneske i lære. Årene 1694-1727
var for det Københavnske Brandvæsen
stille da ingen store ildebrande fandt sted.
Brandvæsenet var ikke endnu sat på
alvorlig prøve så det kunne vise hvad de
duede til.
Først i efteråret 1728 kom en sådan lejlighed
med branden på Amalienborg.
Brandvæsenets første fane med skriften,
skrevet på datidens dansk år 1782.
